tn_Goulds Amadine Chloebia gouldiae 3

Nyborg Fugle- og Stuekulturforening
af 1924

Årets fugl 2003 Pragtrosella

Opdateret

10. november 2018

 

Beskrivelse af Årets Fugl krumnæb

Denne side er sidst opdateret
den 7. februar 2018

Alm. Rosella
platycercus eximius

Eximius: strålende, enestående; cecilae: opkaldt efter Cecilia, et familiemedlem hos G. M. Matthews; diemenensis: fra Diemenland, en gammel betegnelse for Tasmanien.

 Beskrivelse: bryst, skuldre, hals og hoved er lysende rødt. Den har hvide kindpletter. Ryggen er gul med grønsorte kanter på fjerene. Overgumpen er grøngul. De store svingfjer er blå, og halen er ligeledes blå med en hvid kant, de midterste halefjer er grønne; undersiden af halens basis er rød. Øjnene er brune, næbbet er gråhvidt, og fødderne er sortbrune. Det røde på hunnen er ikke så lyst og klart, og den har også et mindre næb og gråhvide kindpletter.

 Hunnen har samme farvetegning som hannen, dog som nævnt blot svagere, og desuden har hunnen en gråbrun krans af fjer rundt omkring øjet. Denne er klar rød på hannen. Ungfugle er mere grønne i nakkeregionen og generelt svagere i farverne.

 Størrelse: 30 cm, heraf halen på 16-18 cm. Vægt: han 96-121 g; hun 90 g. Ringstørrelse: 5,4 mm.

Stemme: et højt »kwink-kwink«, nogle gange metallisk klingende. Fugle, der forskrækkes, vil udstøde en række af høje skrig. Når de søger føde, pludrer de som regel løs.

Pragtrosella 3

Kun for medlemmer

Vil du deltage i konkurrencen, er det vigtigt at du tilmelder opdrættet så snart der er æg i reden. Og får det godkendt med det samme, når ungerne er på pind. Tilmelding til opdrætsudvalget

Regler for opdræt af året fugl.

Rede: i en hul gren, flere meter over jorden. Jeg har observeret reder i gamle træstumper og selv i gamle hegnspæle. Hunnen lægger 4-9 æg, som regel dog 5 hvide æg (27 x 23 m.m.).

Udbredelse: udbredt i plantager, haver, skovbevokset savanne, i landbrugsområder, landsbyer, ja selv i forstæder til storbyer, fra det sydlige Queensland og tværs over New South Wales, ind i Victoria og mod sydøst til South Australia, med udbredelse mod vest ved Adelaide.

Tasmansk rosellaparakit, Platycercus e. diemenensis, der har en stærkere rød farve i hovedet, større hvide kindpletter og en lys blålig overgump, er udbredt på Tasmanien. I det sydvestlige Queensland og nordøstlige New South Wales findes en anden underart, pragtrosellaparakit, Plarycercus e. cecilae. Den har et mere mørkerødt hoved og bryst og ryg- og vingefjerene er kantet med en bred kant af gyldengult. Overgumpen er blågrøn.

Bemærkninger: rosellaparakitter betragtes som gode ynglefugle, selvom hanner undertiden kan blive ret aggressive. De bedste yngleresultater opnås med fugle, der er mindst 12 måneder gamle. Inden da er fuglene ikke tilstrækkeligt udviklede i deres voksne fjerdragt, så det kan være svært at skelne han og hun. De har behov for en redekasse på 50 cm i højden og en bundflade på 20 x 20 cm, med et indgangshul på 6 cm i diameter. Hannen vil made hunnen under rugningen, men vil ikke selv tage del i den. Fuglene yngler i reglen fra marts april til juni. Æggene klækker efter 19-20 dage, nogle gange lidt senere, og ungerne mades af både hannen og hunnen; hannen vil dog først made ungerne direkte, når de er ca. 20 dage gamle. Ungerne forlader redekassen, når de er 30-35 dage gamle, og de er fuldt udviklede, når de er 10-15 måneder gamle. Helt udviklede fugle anbringes parvis, når de er udfarvede. I naturen lever de parvis eller i større flokke, hvor de søger føde, der består af frø mv., oftest på åbne arealer med spredte buske og træer. Blomster, knopper, nektar, frugt og insekter og deres larver tages også gerne.

I nogle dyrkede områder kan fuglene gøre betydelig skade på afgrøder og i plantager. Det fløjtende kald er ikke ubehageligt. De er ikke det mindste sky, hverken i naturen eller i fugleholdet; i Australien har jeg været i stand til at nærme mig dem på ret nært hold, inden de har taget flugten. Mange af disse fugle dræbes også i trafikken.

 Navnet rosella stammer fra landsbyen Rosehill i nærheden af Paramatta, en forstad til Sydney. Som Cayley skriver: »Navnet rosella (oprindeligt rosehiller) stammer fra starten af den australske bosætning, hvor fuglene blev opkaldt efter byen Rosehill (opkaldt efter den engelske pioner, George Rose).«

 Det er også interessant at bemærke, at arten, i det nordøstlige New South Wales og det sydøstlige Queensland, ofte parrer sig med den blåkindede rosellaparakit. Den almindelige rosellaparakit er også, for år tilbage, blevet indført til New Zealand, hvor den siden har akklimatiseret sig og opbygget en bestand.

 I Holland fandt det første opdræt sted i 1885, og et godt ynglepar vil formere sig år efter år. I fugleholdet kan de være frugtbare i 25-30 år! En han vil dog ikke altid være interesseret i en hvilken som helst gammel hun, men skal have nogle valgmuligheder (men selvfølgelig ikke på én gang!), inden den kan vælge sin nye mage. En hun, der ikke falder i hannens smag, vil blive jaget heftigt og bør straks fjernes fra volieren. Når et sympatipar er dannet, vil der sandsynligvis ikke opstå yderligere problemer. Det er en god idé at samarbejde med andre hobbyopdrættere, så man har nogle valgmuligheder.

 Mutationer: i øjeblikket er der 5 kendte mutationer: lutino, lysvinget, pastel, isabel og rød.

Lutinomutationen opstod for en del år siden i Australien, men er sidenhen næsten forsvundet igen.

Den lysvingede blev opdrættet første gang i Belgien; den har lys hale, kødfarvede tæer, en gyldengul ryg, næsten uden sort; hovedet er mere gult end rødt, og der er en gul stribe bagved øjet. Den har dominant arvelighed.

 Isabel og pastelmutationerne er meget lig hinanden. Isabelmutationen er mere brunlig, især på vingefjerene. Hos den pastelfarvede har dette brune et mere gråt skær. Isabel er kønsbunden recessiv, mens den pastelfarvede er autosomal recessiv.

 Den røde mutation af almindelig rosellaparakit er særlig smuk. Hele bugen og brystet er ensfarvet rød, og der forekommer også røde fjer på ryggen. Bugfjerene har hvid basis, hvilket man let ser, hvis fjerene blæses op. Halen hos hunnen er lysere end hos hannen. Begge køn har en hvid stribe under vingen, men hunnens er bredere. Denne farvevariant er i virkeligheden en pastel form, der arvemæssigt er kønsbunden recessiv.

 Pragtrosellaparakit

Platycercus eximius cecilae

 Som tidligere nævnt, har denne underart en længde på 30-32 cm; vingerne er 15-17 cm, og halen udgør 16-18 cm af den samlede længde. Det er en skam, at denne underart ikke er så almindelig, for den er velegnet som volierefugl og dertil også ynglevillig, hvis den får de rigtige betingelser. Den kan blive ret tam og kan lære at æde af hånden ret hurtigt. Det er fugle, som også den mindre bemidlede fugleholder kan anskaffe. Jeg har set 1-årige fugle yngle godt, og 2 kuld pr. sæson er ikke usædvanligt. De er også gode ammefugle for nogle af de mere sjældne rosellaarter. De har flere gange været krydset med andre arter af rosellaparakitter, men ungerne er ikke så smukke, som de originale fugle. De har behov for en rummelig voliere, men bør holdes alene, da de både kan være stridbare overfor finker og andre parakitter.

 Den almindelige rosellaparakit er et godt eksempel på Glogers lov; Pragtrosella'en lever i tørre områder, mens den almindelige rosellaparakit, P e. eximius, lever i fugtige områder.